Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 8 juli 2019
Cheftrænerens opskrift er enkel!
Cheftræner Simon Dahls opskrift er enkel:
 
- Det handler altid om at få bragt de spidskompetencer hver især har, i spil i forhold til den aktuelle modstander.

Og om dét, at han nu står med en fuld trup på 16 spillere - hvor af de 9 er unge, nye med mindre erfaring mellem 17 og 25 år – siger han:

- Der sker ikke en radikal ændring i vores tilgang til kampene. Eneste ændring er, at der bliver lidt mere kontrabold; noget som vi har forsømt i et par sæsoner, men nu kan gøre med det aktuelle trup.

Simon Dahl har fornøjelsen som assisterende ungdomslandstræner at træne med flere af de nye spillere i sommerens løb og så glæder han sig til, at der med 16 spillere bliver mulighed for at spille 2 fulde hold mod hinanden til træning.

Godt optakt i august
Ligasæsonen starter lørdag 31. august ude mod danmarksmestrene Ålborg, og ugen før, lørdag 24. august klokken 16 i Helsinge Hallerne, gælder det 1/8-finalen i pokalturneringen mod Skanderborg.

Holdet blev nummer 6 og NH tabte ¼-finalen sidste år, men vandt til gengæld forårets opgør i Ligaen.

- Jeg ved godt, at den ikke sidder lige i skabet i første kamp. Det ta’r tid at spille nye spillere sammen – men jeg forventer at spillerne møder i god fysisk form efter ferien og de unge har et stort drive og de ældre rutinen.
 
 Cheftræner Simon Dahl - lover mere kontrabold i den nye sæson. (Foto: Jan F. Stephan).
Og trænerduoen Simon Dahl og Torben Nielsen supplerer træningen med 5 træningskampe i august mod Helsingborg, Ystad, HØJ, TMS Ringsted og KIF Kolding – den sidste i forbindelse med 4 dages træningslejr i Vejen Idrætscenter i Sønderjylland.

Det er én træningskamp mindre end sidste år, og det er der en forklaring på: - Da vi kom til pokalkampen var vi lidt tunge i benene, så vi har fjernet én, siger Simon Dahl.
 
Bolden er givet op i Arena Hillerød til en ny Guldpartner: NH's formand Jørgen Simonsen, sparekassedirektør Bruno Riis-Nielsen, Sparekassen Sjælland-Fyn, og salgschef Henrik Parbst. (Foto: Jan F. Stephan).
Så er vi opp på 7 Guldpartnere
Med en opgradering fra Erhvervspartner til Guldpartner træder Sparekassen Sjælland-Fyn ind som Nordsjælland Håndbolds 7. Guldsponsor.
 
Tirsdag 9. juli blev kontrakten skrevet under og for Sparekassen Sjælland-Fyn med 6 filialer i Nordsjælland er det et udtryk for, at der nu satses på at supplere mindre sponsorater med nogle få store - og det giver også god mening:
 
- Flere af vore filialer er etableret inden for de senere år og vi har fået en god modtagelse. Nordsjælland har med ligaholdet fået noget, der kan tegne Nordsjælland - og med en berøring ud til områderne med de 3 moderklubber i Helsinge, Helsingør og Hillerød, siger sparekassedirektør Bruno Riis-Nielsen.
 
Han føjer til, at han er imponeret over de mange, som har medvirket til at løfte håndbolden i Nordsjælland og han glæder sig til at få endnu mere ud at det stærke netværk.
 
De øvrige Guldsponsorer er Helsinge Kommune, Helsingør Kommune, Hillerød Kommune, HHM A/S, Nordtag og Craft Sportswear.
Godt set: 3 af de unge skal til VM
 
Frederik Iversen er skiftet fra Skanderborg Håndbold til Nordsjælland Håndbold - og om få dage drager han til VM sammen med Mathias Bach Møller og Anders Agger Pedersen.
Det er godt set af cheftræner Simon Dahl.
 
- Sportsligt kan vi allerede – inden sæsonen er startet – glæde os over, at vores cheftræner Simon Dahl har så god en situationsfornemmelse: 3 af vores nye, unge spillere er netop udtaget til VM-holdet, lød det fra en glad formand for Nordsjælland Håndbold, Jørgen Simonsen, da han bød velkommen til pressemødet tirsdag 9. juli.
 
Når U-21-VM truppen på 16 spillere mødes 14. juli for at rejse til Spanien, er Frederik Iversen, Mathias Bach Møller og Anders Agger Pedersen nemlig med. Og cheftræner Simon Dahl er med som assisterende landsholdstræner.
 
- Så han får en fantastisk mulighed for at lære de 3 nye spillere at kende og de kommer selv i god form til sæsonstarten. Og fremfor alt lover det rigtig, rigtig godt for Nordsjælland Håndbold i den kommende Liga-sæson, bemærkede Jørgen Simonsen.
Frameld dig dette nyhedsbrev