Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum lidt nyheder omkring holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 4 maj 2019
 
Farvelblomster til Mohamed Aktham Elkamisi, Johan Meklenborg, fysioterapeut Simon Dam Bjørkmann, Dan Beck-Hansen og Aku Kreutzmann. Desuden var der blomster til Mike Jensen, Lasse Uth og cheftræner Ian Marko Fog. (Foto: Jan F. Stephan).
Blomsterforretningen Viggo Jørgensen havde travlt op til Ligaens sidste kamp i sæsonen: 6 spillere, en cheftræner og en fysioterapeut sagde farvel i forbindelse med den sidste kamp på hjemmebane: Lørdag 27. april i Helsingør Hallen, hvor Lemvig-Thyborøn blev slået 27-24.
 
Men selv om Ligaen er slut med 3 sejre i de 4 kampe i kvalifikationsspillet, så trænger pokalturneringen sig nu på: Første kamp er på udebane mod Ajax, som sluttede på en 6. plads i 1. division, torsdag 16. maj klokken 17.15 i Baunehøj-Hallen. 
 
Mange er ude
Cheftræner Ian Marko Fog er lidt irriteret over, at Ajax ikke ville spille 3. maj, da han nu er nødt til at give spillerne ferie og så kalde dem ind igen 16. maj. 
 
Og han erkender, det er en slidt trup han har: Jesper Dahl er ude med en skade, Johan Meklenborg ventes heller ikke klar, Aku Kreutzmann, som sad over sidste kamp, er næpper heller klar. Og venstrehåndspilleren Nicolas Lundbye Kristiansen skal opereres i højre skulder 9. maj.
 
- Det bliver sandsynligvis ikke nogen let opgave. Men uanset hvem vi ender med at stille med, så går vi efter sejren! erklærer Ian Marko Fog.
 
Han fremhæver, at selv om Ajax har mange gode spillere, så viste hans spillere i den sidste del af Liga-turneringen, at mange, der ikke har fået så megen spilletid, voksede med opgaven:
 
- Vi har vundet nogle kampe. Det har givet os selvtillid, som vi ta'r med mod Ajax!
 
Bente Drifte fra Quality Pellets vandt Tipsdysten og hyldes af formand Jørgen Simonsen og kassemester H.P. Dueholm. Og hun går efter også at vinde næste sæson! (Foto: Jan F. Stephan).
Tipsdysten: Bente Drifte suveræn vinder
Bente Drifte fra Quality Pellets var glad, da hun forlod Helsingør Hallen efter sæsonens sidste kamp lørdag 27. april mod Lemvig-Thyborøn: Hun drog nemlig hjem som en sikker vinder af Tipsdysten - hun blev denne dag endda »kun« nummer 9, mens de 2 næste i den endelige stilling gjorde det bedre.
 
Og når hun ser tilbage, så ved hun godt hvor det var, hun sikrede sig et solidt forspring: 21. november i Helsinge-Hallen, hvor Bjerringbro-Silkeborg vandt 33-23:
 
- Vi gamblede, hvor stort set alle regnede med en NH-sejr. Nogle gange har man lyst til at stemme med hjertet, men man er nødt til at være realistisk, forklarer hun.
 
Og når Bente Drifte siger »vi« dækker det over, at manden og de 2 sønner inddrages i familierådslagning, hvor den aktuelle form og modstander nøje vurderes. 
 
- Det er smadder hyggeligt! siger hun om både familiens bidrag og Tipsdysten - og hun er klar igen næste sæson, hvor målet er at være den første, som vinder 2 år i træk.
 
Sådan sluttede Tipsdysten
Tipsdystens 15. og sidste runde blev vundet af Klaus Søegaard, KS Connection, foran Bøje Hansen, FrederiksborgCentret, og Lars Bo Jørgensen, Spar Nord. Hér blev Jesper Brendstrup, Spar Nord, nummer 8.
Slutstillingen når alle 15 resultater lægges sammen:
1. Bente Drifte, 241 point. Præmien er et gavekort til Restaurant Tinggården på 10.000 kr.
2. Jesper Brendstrup, 233 point. Præmien er et gavekort på 5.000 kr. sponseret af Sport-Direct, Helsingør.
3. Bøje Hansen, 232 point. Præmien er et gavekort til Hillerød Vinkompagni på 3.000 kr.
 
Kenn E. Jørgensen blev både nummer 1
og 2 i finalen i Circle K Challenge. 
(Foto: Jan F. Stephan).
 
 
Tobias Jørgensen blev Kampens bedste spiller - her med dommerkomiteen: Ejendomsmægler Mikkel Søby, Home Erhverv - der på dagen tillige var sponsor for 3. halvleg, hvor alle i Helsingør Hallen blev budt på en forfriskning efter sæsonens sidste kamp - og Brian Rasmussen, indehaver af BR FLIS, der netop har opgraderet sin aftale med NH til bronzepartner. (Foto: Jan F. Stephan).

Circle K Challenge: Familien Boldøje

Familien Boldøje kan man roligt kalde far og søn: Sønnen, playmaker Tobias Jørgensen, blev kåret til Kampens bedste spiller 27. april og faderen Kenn E. Jørgensen sørgede for en suveræn afslutning på Circle K Challenge:
 
10 af de 14 vindere af bolddysten, som afvikles ved hver hjemmekamp, mødte op i finalen under sæsonens sidste kamp. De havde hver 5 bolde, som de kastede mod midtercirklen - og Kenn E. Jørgensen lagde 2 af sine bolde bedst og satte sig dermed både 1. og 2. pladsen!
 
Circle K i Vejby stod bag præmierne og Kenn E. Jørgensen fik både et gavekort på 1.000 kroner og 3 kasser øl (som han fluks donerede til NH-holdet), mens Leif Jonasson på 3. pladsen drog hjem med en kasse med 20 poser chips.
Frameld dig dette nyhedsbrev