Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 143 - 19. maj 2022 
Hér kan du se kampprogrammet
 
Thomas Kjærgaard i seneste kamp: Ligaens sidste ude mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. På onsdag er det sidste kamp i den grønne trøje for ham. (Foto: Jan F. Stephan).
Santander Cup: sidste kamp for 3 spillere
Der er lagt op til et lokalopgør, når Nordsjælland Håndbold skal møde HØJ Elite i pokalkampen: Det sker onsdag 25. maj kl. 19 i i Ølstykkehallen.  
 
Det er 6. runde af pokalturneringen og vinder skal efter sommerferien spille med i 1/8-finalerne.
 
Kampen er også sæsonen sidste for NH - og det betyder, at det også er sidste kamp for Thomas Kjærgaard, som stopper med elitehåndbold, Jesper Dahl, som rykker til Frankrig, og Andreas Magaard, som skal til Tyskland.
  
NH-talent træner i Royal Stage - nu har Team Red Performance atter støttet talentarbejdet i Nordsjælland Håndbold. (Foto: Jan F. Stephan).
NH-talent får 100.000 kroner i støtte
Team Red Performance har for andet år i træk støttet NH-talent med 100.000 kroner:
 
Formanden malermester Niels Ole Jensen, Malerfirmaet 10kanten, begrunder det med, at både U17- og U19-holdet var ganske tæt på at komme i DM-slutspillet.
 
- Desuden har NH-talent på de 2 år, det har eksisteret, markeret sig som leverandør af spillere til ungdomslandsholdet: 6 spillere har i denne sæson været i kamp i de rød-hvide farver, ligesom 10 spillere har været udtaget til truppen i HTH Herreligaen.

Om Team Red Performance
Team Red Performance startede i efteråret 2020 og pengene, der støttes med, kommer fra 17 virksomheder i Hillerød, som hver betaler 20.000 kroner om året.

Støtten gives til sportsfolk i Hillerød Kommune med OL-potentiale eller hold, der starter noget nyt på eliteniveau. Typisk støttes atleter i sportsgrene, der ikke har så stor eksponering og dermed ikke er så interessante for en traditionel sponsor, som gerne vil være synlig.

Niels Ole Jensen er formand og i bestyrelsen sidder desuden direktør Carsten Larsen, Royal Stage, og direktør Jesper Enghave Fruergaard, Spar Nord.
  
Centerleder Anette Nielsen modtager de 14.500 målkroner af Niclas Press, Sparekassen Sjælland-Fyn. (Foto: Jan F. Stephan).
29 NH-mål gav 14.500 kr. til flygtninge fra Ukraine
  
Centerleder Anette Nielsen modtager de 14.500 målkroner fra Niclas Press fra Sparekassen Sjælland-Fyn i Hillerød.
2.236 tilskuere i Royal Stage så Nordsjælland Håndbold tabe 29-30 til KIF Kolding lørdag 28. marts – og dét resultat er der to gode ting i:
  • Nederlaget betød ikke noget for NH’s fortsatte plads i HTH Herreligaen
  • De 29 NH-mål betyder 14.500 kroner til Frivilligcenter Hillerøds hjælp til flygtninge fra Ukraine.
NH’s Guldpartner Sparekassen Sjælland-Fyn havde nemlig på forhånd lovet at donere 500 kroner per NH-mål.
 
- Frivilligcenter Hillerød gør et kæmpe arbejde og har netop sat gang i bl.a. lektie- og kvindecaféer målrettet de ukrainske flygtninge, der er kommet til området. Vi er glade for, at vi kan være med til at hjælpe med indsatsen, lyder der fra souschef Niclas Press.
 
Frivilligcenter Hillerød startede i 2007 og er et væksthus for frivilligt, socialt engagement og bag det står en række foreninger.
Frameld dig dette nyhedsbrev