De dobbelt VM-vindere – det danske herrelandshold i håndbold – gør som Nordsjælland Håndbold:
I forbindelse med forberedelserne til sommerens OL i Japan rykker holdet 5. juli i træningslejr i Helsingør, og indtager 2 af NH’s 3 hjemmebaner!
Træningen foregår nemlig i Helsingør Hallen og så bliver der en enkelt testkamp mandag 12. april kl. 20.15: Her får et andet OL-hold – Sverige – mulighed for revanche for nederlaget til Danmark i VM-finalen i januar i Egypten.
Tester uden at afsløre for meget
- På tidspunktet for kampen har vi været samlet i en uge, og derfor er der helt sikkert nogle ting, vi gerne vil prøve af både angrebsmæssigt og defensivt. Vi skal selvfølgelig heller ikke vise for meget, da Sverige også er en kommende OL-modstander. Under alle omstændigheder glæder vi os over den her mulighed for en landskamp på hjemmebane, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
Corona-restriktionerne betyder, at der vil være et begrænset antal billetter til rådighed – og Dansk Håndbold Forbund kommer snarest med information om billetsalget.
Blåstempling af Royal Stage
For Royal Stage er det endnu en blåstempling: I april lagde arenaen gulv til to træningslandskampe, hvor det danske kvindelandshold mødte Spanien. Dengang var der stor ros for faciliteterne og afviklingen – og det er årsagen til, at DHF vender tilbage med en ny landskamp.
Kampen mod Sverige sendes direkte på TV 2. Og det skal da også nævnes, at de danske landshold, som har vundet VM de sidste 2 gange, hver gang har haft en håndfuld spillere med en fortid i Nordsjælland med.
|