Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 82 - 20. april 2021 
 
Gense lidt af lørdagens kamp mod HEI Skæring - NH sluttede af med at have slået samtlige hold i 1. division! (Video: Nicklas Christoffersen og Erling Madsen).
Sikke en skøn lørdag i Helsinge Hallerne!
Med sejren lørdag 17. april over HEI Skæring i Helsinge Hallerne, så sluttede NH sæsonen med maner og rykker op i Ligaen:
  • Sejren blev imponerende med 39-15.
  • Med sejren er samtlige 13 hold blevet slået i sæsonens løb: 47 point i 26 kampe.
  • Hele truppen var på banen - og 12 spillere scorede: Jeppe Cieslak 7, Anders Agger 6, Mikkel Palmer 5, Nichlas Hald 4, Carl-Emil Haunstrup, Thomas Kjærgaard og Matias Campbell hver 3, Tobias Jørgensen, Mathias Møller og Nicolas Lundbye hver 2, Magnus Kronborg og Kasper Kisum hver 1.
  • NH er med 812 mål det mest scorede hold og med 675 mål til modstanderne det bedst forsvarende hold.
Josephine Staunsbjerg urørlig i TipsDysten
TipsDysten havde utrolig spænding i toppen: Og dagens vinder med 18 point blev Carsten Larsen fra Royal Stage. Men i toppen var Josephine Staunsbjerg, JOST Communication, urørlig: Hun forsvarede sin 1. plads og sluttede med 219 point, som veksles til et gavekort på 10.000 kroner til Restaurant Strejf i Helsingør.
 
- 2. og 3. pladsen deles mellem Bo Larsen Sydkystens EL og Charlotte Vejby, CV Regnskabsservice, der begge scorede 218 point. Så man må sige at kampen har været hård. Tæt herefter fulgte Jørgen Simonsen, Nordtag med 215 point, mens Jesper Fruergaard, Spar Nord blev nummer 5 med 212 point, fortæller TipsDystens bestyrer Knud Sørensen.
 
At Bo Larsen og Charlotte Vejby deler 2. og 3. pladsen betyder så også, at de deler de 2 præmier, som halveres: De får begge et gavekort til Restaurant Strejs på 2.500 kroner og til Holte Vinlager, Hillerød, på 1.500 kroner.
Folkeaktier skal skabe grundlag for at blive i Ligaen - og nå i Top-8
Med genoprykningen til Ligaen opstår også et behov for at styrke økonomien: Nordsjælland Håndbold udbyder derfor for 2 millioner kroner b-aktier i perioden 1. maj-30, juni. Og målet er ikke blot at blive, mne også i løbet af 3 år at være i Top-8:
 
- Nordsjælland Håndbold er det eneste fælles brand for Nordsjælland – bortset fra Nordsjælland Hospital! Vi står for fællesskabet i Kongernes Nordsjælland. Og håndbold er en folkesport: der var tre millioner som så VM-finalen i håndbold. Det er flere end der ser dronningens nytårstale! Sådan placerer direktør H.P. Dueholm Nordsjælland Håndbold på landkortet og i bevidstheden.
 
H.P. Dueholm kalder det en folkeaktie, fordi alle kan være med, da mindste investering er 750 kroner – og hvis rigtig mange går sammen i fællesskabet, så batter det noget. Kapitaludvidelsen lanceres under sloganet: NH4Alle - Fællesskabet i Nordsjælland.
 
I Top-8 inden for tre år
NH har været et elevatorhold mellem ligaen og 1. division. Står det til bestyrelsen, skal holdet være et fast Ligahold; og helst i Top-8 i løbet af de kommende tre år.
 
Det er også grunden til, at der er tegnet en treårig kontrakt med trænerne:
 
- Det skal være attraktivt at være en dygtig spiller i Nordsjælland Håndbold – og det bliver det kun, hvis man er kendt som et sted, man kan udvikle sig og blive dygtigere. Derfor er ansættelsen af trænerteamet Simon Dahl og Laurids Søgaard så væsentlig for strategien, da de er garanti for denne stræben mod det bedste, siger direktøren.
 
Talent, udvikling, fællesskab og oplevelser
Laurids Søgaard har i denne sæson været talentchef for nyskabelsen U17-holdet – han fortsætter i den rolle i næste sæson, hvor der udvides med et U19-hold:
 
- Vi skal tiltrække de bedste talenter fra hele regionen - og det giver os mulighed for at styrke vores lokale profil og samtidig forme de unge talenter i netop den mentalitet, vi ønsker i Nordsjælland. Dermed skaber vi det brand af dygtighed og udvikling, som vi ønsker, understreger H.P. Dueholm.
 
Og han føjer til, at det skal være en fest at gå til håndboldkampe og for de mange partnere handler det om at de også skal have eksponering og netværk.
 
- Nordsjælland Håndbold vil være kendt for sine klare værdier: talent, udvikling, fællesskab og oplevelser med fight og kvalitet, siger H.P. Dueholm.
 
På NH's hjemmeside kommer der op til 1. maj yderligere oplysninger og tegningsblanket.
Håndboldros til Royal Stage
 
NH's ene hjemmebane, Royal Stage i Hillerød, lagde i sidste uge gulv til to kvindelandskampe i håndbold - og det er første gang, der er landskamp i den relativ nye arena.
 
Danmark slog Spanien - som er kommende VM-vært - begge gange. Og der var stor ros til Royal Stage:
 
- Jeg synes at det er en fed hal og jeg tror at der kommer til at være en rigtig god stemning i hallen, når der kommer tilskuere igen, siger venstre back Kristina Jørgensen til NH's nyhedsbrev.
 
DHF håber på flere landskampe i Hillerød 
Og DHF's sportschef Morten Henriksen siger: - Det har været en fornøjelse at opleve jeres nye herlige arena. Lad os håbe, at vi kan få et fremtidigt samarbejde op at køre.
 
Til Frederiksborg Amts Avis sagde han i lørdags, at holdet er meget begejstrede for arenaen og faciliteterne rundt om:
 
- Der er tænkt over mange ting, og vi vil i fremtiden kunne bruge den i forhold til at skabe en god oplevelse for både tilskuerne og sponsorer, samtidig med at TV-faciliteterne er gode, lød bedømmelsen fra Morten Henriksen.
 
Han føjede til, at det også for Nordsjælland Håndbold er nogle rigtige gode faciliteter at skulle spille Ligahåndbold i næste sæson.
 
Også direktør Carsten Larsen, Royal Stage, er glad for forløbet af de to landskampe og for perspektivet:
 
- Jeg er superstolt over at vi er kommet på landkortet med landskampe, og jeg synes, at vi har leveret varen, sagde han til Frederiksborg Amts Avis.
 
 
Bagest tv. Kristina Jørgensen i landskamp mod Spanien: Jeg synes det er en fed hal! siger hun om Royal Stage. (Foto: Erling Madsen).
Frameld dig dette nyhedsbrev