Sønderjysk kaffebord er legendarisk – men på lørdag får NH’s herligt mange partnere mulighed for en ny, spændende udgave: Nordsjællandsk kaffebord i anledning af sønderjysk besøg fra Tønder.
Med Bilka Hillerød som sponsor tilbyder NH atter partnerne, at de får en menu, der passer til kamptidspunktet:
- Derfor vil posen bestå af kaffe og kage i NH-farver, samt andet guf, der passer til en lørdag eftermiddag foran skærmen. Kampen vises igen via livestream, så find kagegaflen frem og lad os sammen nyde kampen og kagen og sende Tønder hjem med et solidt nederlag til Nordsjælland, lyder opfordringen fra bestyrelsesmedlem Thomas Elong.
Blandt de 14 hold i 1. division ligger TM Tønder Håndbold nummer 11, mens NH fører med 37 point foran Skive fH med 36 og HC Midtjylland, Ajax København og HØJ Elite hver med 27 point.
En 1. plads sikrer direkte oprykning til Ligaen – men hvis NH får ét point eller Ajax København taber ét, så er NH minimum sikret en plads i oprykningskampene.
|