Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 58 - 9. november 2020 
1. division åbner igen!
Kulturministeriet har i dag lavet en kovending og fundet ud af, at 1. division i håndbold for damer og herrer alligevel godt må spilles.
 
Dansk Håndbold Forbund og Divisionsforeningen Håndbold har derfor besluttet, at turneringen startes op igen fra fredag 20. november, hvorfor kampe planlagt i weekenden 20.-22. november kan afvikles som planlagt.
 
Holdenes træning ændres også, idet de også alle er undtaget fra forsamlingsforbuddets maksimale 10 personer og kan samles i grupper op til 50 personer.
 
Der var kritik af, at professionelle hold, som eksempelvis Nordsjælland Håndbold, godt måtte træne hele truppen samlet og spille til mål, mens amatørhold som SUS Nyborg kunne måtte træne i grupper på 10. Det skabte ulige træningsforhold i 1. division, lød kritikken.
 
Sådan påvirker det Nordsjælland Håndbold
Det betyder, at udekampen fredag 20. november mod Team Sydhavsøerne i Maribo klokken 20 spilles. Første hjemmekamp bliver mod Skive fredag 27. november klokken 19.30 i Royal Stage.
 
- Vi har 2 udskudte kampe - ude mod TM Tønder og hjemme mod Grindsted, som vi skal forsøge at få placeret i løbet af december, oplyser Frederik Steenfeldt fra NH's sekretariat.
 
Kravet er, at de skal være spillet inden udgangen af december og det er op til klubberne at aftale spilletidspunkt. Og december er ret pakket i forvejen; således har NH 5 kampe i perioden 4.-19. december!
 
Der er en joker: Med nedlukning af 7 kommuner i Nordjylland berøres Elitesport Vendsyssel, som ikke må spille p.t. NH skulle have mødt holdet i Royal Stage søndag 13. december - og det er derfor usikkert, om den må spilles.
Frameld dig dette nyhedsbrev