- Det er meget frustrerende!
Ordene kommer fra Nordsjælland Håndbolds formand Jørgen Simonsen, som ærgrer sig over, at det er nødvendigt at sige nej til tilskuere, fordi coronareglerne siger, at der kun må være 500 mennesker tilstede til en kamp.
Formanden peger på, at som det har set ud se seneste måneder, så sker smitten typisk når mindre grupper af mennesker er sammen privat over mange timer og slækker på kravene.
Håndteringen af denne sæsons hjemmekampe i Helsingørhallen og Royal Stage har vist, at systemerne fungerer fint og det er trygt at gå til håndbold - og der ville også uden problemer kunne lukkes flere tilskuere ind.
Kun få billetter sættes til salg
Begrænsningerne på maksimalt 500 inklusive spillere, dommere, stab, frivillige og presse betyder, at NH p.t. primært lukker sponsorer og sæsonkortindehavere ind, mens kun et beskedent antal billetter sættes til salg hér.
Ekstra ærgerligt er det, at NH i sidste sæsons 5 sidste kampe med tilskuere fik fordoblet tilskuertallet til knapt 1.700 og havde flere tiltag på vej for yderligere at få tallet i vejret. Og med den flotte start på denne sæson er formanden overbevist om, at rigtig mange gerne vil i hallen og opleve holdet.
Følg kampen i morgen fra sofaen
Næste kamp gælder SUS Nyborg uden i morgen 17. oktober klokken 15 i Nyborg.
Vil du følge med i kampen, kan du på Livescore følge udviklingen, mens NH's Frederik Steenfeldt på radiokanalen Mix FM i musikprogrammet kl. 15-17 undervejs giver situationsrapporter.
Derfor streames kampene ikke
I september var der flere klubber, som livestreamede hjemmekampe - hvorfor gør Nordsjælland Håndbold det så ikke?
- Det må vi ikke, da TV 2 har rettighederne - og kun i september gav tilladelsen, som så er kaldt tilbage, fortæller NH's pressechef Erling Madsen.
Han føjer til, at mekanismen i TV-aftaler både handler om at have en eneret, og dermed TV-seere, og om at forhindre, at andre kan konkurrere. For TV 2 er det Herre Håndbold Ligaen, som er interessant at sende.
Og hvis eksempelvis klubberne i 1. division må streame på tidspunkter, hvor TV 2 sender ligakampe, kan det fjerne TV-seere fra TV 2, hvis de 2 klubbers tilhængere i stedet vælger at følge en streamet 1. divisions kamp.
|