Næste chance for at opleve 1. divisions førerhold på hjemmebane er mandag 28. september klokken 19, hvor bundholdet HC Odense kommer på besøg i Royal Stage.
Billetter sælges på ticketmaster.dk - info om sæsonkort hér. Hvis du vil følge med hjemme fra sofaen, så gå ind på tophaandbold.dk og brug Livescore, hvor kampens hændelser opdateres i realtid.
Fanzonen kun på hjemmebane
I hjemmekampen i lørdags - som blev vundet 35-31 over IK Skovbakken - var det tilladte antal tilstedeværende fordoblet til maksimalt 1.000. 510 var tilstede i Royal Stage - så håbet er, at lidt flere møder op mod HC Odense.
NH's berømte Fanzonen var også en anelse reduceret i antal - men bestemt ikke i lydniveau! Fanzonen var særdeles hørbar og gav holdet fin støtte undervejs. Som coronareglerne er, så reserveres stort set alle billetter til hjemmeholdene, så holdet må undvære den solide opbakning på udebane p.t.
Tilskuerne betyder større chance for hjemmebanesejr
Men hvad betyder det at have hjemmebane? Vi har ingen tal for håndbold.
Men CIES Football Observatory laver løbende analyser af alverdens ting inden for fodbold. Senest udkom mandag 14. september en statistik, der så på hjemmebanesejre før og efter coronaudbruddet fordelt på 63 lande.
Statistisk indgår ligaer med mindst 40 kampe spillet i perioden 1. april-24. august 2020 sammenlignet med 1. januar 2015-31. marts 2020.
Konklusionen er, at hjemmebanefordelen består selv uden publikum. Men dog ikke så markant som med publikum. Før corona vandt hjemmeholdet i 44,3 % af kampene, men efter corona og uden publikum faldt det til 42,2 %. Gennesmsnitligt for de 63 ligaer.
I Superligaen i Danmark faldt hjemmebanesejrene 5,3 % fra 44,8 til 39,5. Og størst forskel findes i Grækenland og Østrig og Tyskland med et fald på ca. 15 % - i Grækenland fra 47,9% til 32,8%.
|