Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 50 - 1. september 2020
 
Marcus Frederiksen, Benjamin Hasenschwandtner, Rasmus Madsbøll, Magnus Nielsen og Konrad Hübner. (Foto: Laurids Søgaard).
NH-talent får 5 spillere udtaget
Imponerende! Og et bevis på, at Nordsjælland Håndbold er kommet rigtig godt i gang med NH-talent: 5 af spillerne i 12-mandstruppen er nemlig blevet udtaget til DHF’s talenttræning. 
 
Det er NH-talents første sæson, så spillerne – hvor af hovedparten kommer fra moderklubberne – er primært udtaget på baggrund af det flotte arbejde som de selv og deres klub har lavet det foregående år: 
 
- De udtages, fordi de vurderes at have potentiale til at komme på A-landsholdet om 10-12-13 år. Det er få spillere, der kommer igennem det nåleøje, men vi vil med NH-talent gerne give dem de bedste muligheder for at flytte sig endnu mere, siger talentchef Laurids Søgaard. 
 
Han er naturligvis glad for udtagelserne, og føjer til, at dét, at DHF tænker langsigtet, gør, at det ikke nødvendigvis er de dygtigste spillere fra truppen, der er udtaget. Der er andre spillere på holdet, som er rigtig gode p.t. og som udvikler sig flot!  
 
De 5 udtagne!
De 5, som er udtaget til DHF’s talenttræning:
 
Magnus Nielsen, årgang 03, højre back (Tidligere HIK/KFUM og Haslev Idrætsefterskole) 
Rasmus Madsbøll, årgang 03, venstre fløj (Tidligere Helsinge, HUK-Øresund og Rudersdal) 
Konrad Hübner, årgang 04, stregspiller (Tidligere Helsingør) 
Marcus Frederiksen, årgang 04, målmand (Tidligere Helsinge og Vejle Idrætsefterskole) 
Benjamin Hasenschwandtner, årgang 04, bagspiller (Tidligere Helsinge og Fredensborg). 
 
Og så er der 5 yderligere!
Udover de 5 udtagne fra den aktuelle trup, er der yderligere 5 udtagne spillere, der har haft deres opvækst i moderklubberne, og som vi håber at se tilbage i det nordsjællandske på et senere tidspunkt:
 
Jacob Rasmussen, årgang 02, bagspiller (Skjern, tidligere Helsingør) 
Magnus Holm Petersen, årgang 04, højre fløj (Dejbjerglund efterskole, Skjern, tidligere Helsinge) 
Mathias Kragh Petersen, årgang 04, venstre fløj (SINE Efterskole, tidligere Helsinge)
Mikkel Hjort, årgang årgang 04, målmand (SINE Efterskole, tidligere Hillerød) 
Asbjørn Poulsen, årgang 03, stregspiller (Oure Efterskole, tidligere Hillerød).
 
- Vi træner supergodt - og vi hygger os, lyder det fra målmanden Jonas Bækmand - her under træningen i Royal Stage. (Foto: Erling Madsen).
NH's nye tilbud passede som fod i hose for Jonas Bækmand
- Det lød meget spændende! Jeg vil gerne blive en bedre håndboldspiller - målet er at blive én af de bedste!
 
Ordene kommer fra Jonas Bækmand, årgang 04, og det er forklaringen på, at han søgte en plads på Nordsjælland Håndbolds nyskabelse NH-talent. 
 
Gymnasieeleven fra Frederikssund var omkring Vejle Idrætsefterskole, så det passede som fod i hose at vende hjem til Nordsjælland og så samtidig blive optaget på U17-holdet.
 
Stemning og forventninger i top
Holdet skulle starte 1. maj, men blev coronaramt og kom derfor meget senere i gang. Men at stemningen er rigtig god i truppen mærker man, når man kigger inden for til træning i Royal Stage:
 
- Vi træner supergodt - og vi hygger os, lyder det fra målmanden fra Frederikssund.
 
Jonas Bækmand synes, at der et godt hold, som må være blandt de bedste på Sjælland. Om det holder stik, afgøres til niveaustævnet, vi omtaler i artiklen herunder:
 
- Det bli'r spændende. Men det forskrækker mig ikke, fordi jeg er vant til at levere under pres, siger Jonas Bækmand.
 
NH-talent i fællestræning med HØJ Elite - et niveaustævne afgør, hvor holdet skal spille. (Foto: Erling Madsen).
Søndag 27. september bliver vi klogere
Hvor skal NH-talents U17-hold spille?
 
Det afgøres søndag 27. september til et niveaustævne med 2 kampe - efterfulgt af nogle eksperters vurdering af de deltagende holds niveau.
 
NH-talent satser på at komme i den bedste række, 1. division, som spilles fra midten af oktober til jul. Herefter afgør placeringerne, hvilken af de 3 grupper, holdet skal spille i efter jul: Ligaen, 1. division A eller 1. division B.
 
For Nordsjælland Håndbold er fokus på et godt træningsmiljø og udvikling af spillerne. Og Nordsjælland Håndbold har også en plan for kampene:
 
- Vi håber på, at nogle af hjemmekampene kan lægges som optaktskampe til 1. divisionskampene, oplyser sportschef Jørn Blom Hansen.
 
Om det praktisk er muligt ved vi først, når turneringsplanen kendes.
Frameld dig dette nyhedsbrev