Samarbejdspartnerne har nærmest stået i kø for at forlænge aftalerne med Nordsjælland Håndbold. Flere er opgraderet og rigtig mange er øget til at gælde i 2 år.
Nu melder moderklubberne Helsingør Håndbold, Hillerød Håndboldklub og Team Helsinge Håndbold sig også med underskrifter på samarbejdsaftalen; en aftale som forlænges hvert år:
- Nu er der kommet et afsnit med om vores samarbejde omkring talentudviklingen, som er startet med et U17-hold i den kommende sæson, fortæller kassemester H.P. Dueholm, Nordsjælland Håndbold.
Udfordringer ved kampafvikling
Tvangsnedrykningen til 1. division byder på en stribe udfordringer - men de skyldes myndighederne:
Der er regler for bl.a. afmærkning, håndsprit og frem til 1. september et maksimum på 500 tilskuere, men i Superligaen i fodbold testes i øjeblikket, om det er muligt at have flere tilskuere, hvis man deler dem op i blokke, der ikke har kontakt med hinanden:
- Hvis det bliver tilladt i håndbold, kan vi sagtens håndtere flere end 500 tilskuere, hvor hver gruppe får egen indgang og holdes adskilt under kampen, fortæller direktør Carsten Larsen fra Royal Stage i Hillerød.
Det ligger fast, at de 2 første kampe i den nye sæson spilles på udebane: Senest 15. august skal pokalkampen mod Roskilde være spillet, og 6. september er der sæsonstart i 1. division mod naboerne HØJ Håndbold fra Jyllinge-Ølstykke-Gundsømagle.
|