3 kommer ind og 3 går ud. Sådan ser kabalen p.t. ud for sportschef Jørn Blom Hansen, som bl.a. står for at tegne kontrakter med nye spillere.
Og de 3 nye spillere er alle unge, som passer godt ind i den strategi, cheftræner Simon Dahl har lagt: De har vist de kan noget og de har ambitioner:
- Og så må vi i al beskedenhed sige, at Nordsjælland Håndbold har et godt ry som en klub, hvor spillerne får lov at udvikle sig, siger sportschefen.
Og de 3 nye spillere giver da alle udtryk for, at det er hovedårsagen til skiftet.
3 nye unge spillere
I dag blev det i en pressemeddelelse fortalt, at den 23-årige venstreback Nichlas Hald skifter fra Odder Håndbold, hvor han med 145 mål - og kun 2 af dem på straffe - ligger nummer 3 på topscorerlisten i 1. division:
- Jeg er helt overbevist om, at han kan være med til at give vores angrebsspil en yderligere dimension, lyder det da også fra cheftræner Simon Dahl. Han understreger, at Nichlas Hald også kan og skal løse defensive opgaver – og så peger han på, at der er masser af potentiale i ham:- Nichlas har mange spændende kompetencer, som kan sættes i scene på mange forskellige måder.
For en uge siden blev 18-årige Thomas Løssl Kjærgaard annonceret i et skift fra FIF og med en fortid i HIK Håndbold:
- Thomas er en spændende højreback, der de senest 1 1/2 år har trænet med hos os indimellem og nu er klar til at blive fuldt integreret i truppen. Han besidder mange spændende kvaliteter i begge ender af banen, hvor særligt hans spil ud ad i banen springer i øjnene, og jeg glæder mig meget til at arbejde med ham hver dag, siger Simon Dahl.
For en måned siden blev kontrakten med den 19-årige vesntrefløj Jeppe M. Cieslak fra GOG underskrevet:
- Jeppe er en klassisk fløjspiller, der ud over at have mange forskellige afslutningsvarianter, også besidder en dejlig frækhed i sit spil og en stor målkådhed, lyder det fra Simon Dahl.
3 som forlader Nordsjælland Håndbold
Jesper Dahl skifter efter 3 sæsoner i NH til Århus Håndbold i Primo Tours Ligaen, Daniel Astrup skifter efter én sæson til Team Sydhavsøerne i 1.division, hvor han får NH's tidligere træner Ian Marko Fog som træner, og Frederik Iversen med én sæson i NH har ingen klub p.t. men vil gerne tilbage til familien i Skanderborg.
For de 3 som stopper gælder, at de alle meddelte NH beslutningen før Ligaen stoppede så brat.
|