Nordsjælland Håndbold har i går appelleret skrivebordsnedrykningen fra Primo Tours Ligaen til 1. division. Det sker efter at NH sammen med to andre berørte klubber - Odder Håndbold og EH Aalborg - havde bedt Udvalget for Professionel Håndbold om at genoverveje beslutningen, og svaret kom i går, hvor Udvalget fastholder nedrykningen.
Efter skrivebordsafgørelsen bad NH Udvalget om en skriftlig begrundelse for nedrykningen, og i svaret fremgik, at Udvalget mener, at det suverænt bestemmer over turneringen og der ikke kan klages over udvalgets beslutninger.
- Dét er Nordsjælland Håndbold ikke enig i efter vi har fået en juridisk vurdering: Afgørelsen har så voldsomt store konsekvenser, såvel sportsligt som økonomisk, at det vil være i strid med intentionerne bag regelsættet og almindelige retssikkerhedsmæssige hensyn, hvis en afgørelse ikke kan prøves, siger H.P. Dueholm, der er direktør i Nordsjælland Håndbold.
Det betyder også, at de 3 klubber Odder, EH Aalborg og NH alle klager over tvangsnedrykningerne. Ifølge H.P. Dueholm skylder klubberne sponsorer og fans at få beslutningen vurderet.
DHF forsøger at lægge låg på
NH er utilfeds med, at Dansk Håndbold Forbund forsøger at lægge låg på sagen ved at anføre, at afgørelsen ikke kan appelleres, fordi DHF's love siger, at Udvalget for Professionel Håndbold er ansvarlig for turneringerne og derfor suverænt bestemmer over turneringerne.
Men læser man 4 paragraffer længere ned i DHF's love, så fastslås imidlertid, at en part i en sag altid kan indbringe en sag for Håndboldens Appelinstans - og dét er så dét, de 3 klubber gør. De mener Udvalget mistolker sin rolle:
- At Udvalget tilrettelægger og koordinerer turneringerne handler i praksis om, at det udsender en turneringsplan og eksempelvis kan flytte en kamp til et andet tidspunkt, hvis der er TV-dækning. Ånden i §20 handler om afviklingen af turneringen. Men her afsluttes den ude at være spillet færdig og der træffes nogle meget vidtgående beslutninger, som rammer os og to andre klubber, fremfører H.P. Dueholm.
Ulovligt at rykke hold ned
NH anfører desuden i appellen om at omgøre nedrykningen, at Udvalget slet ikke kan tvangsnedrykke hold: Af ligareglementet fremgår nemlig, at et hold alene kan rykke ned, hvis det efter grundspillet er placeret som nummer 14. Og det forudsætter at alle hold har mødt hinanden i en ude- og en hjemmekamp.
Men da grundspillet ikke er spillet færdigt, er betingelserne ikke opfyldt og derfor kan ingen hold rykke ned! Ydermere havde alle 3 klubber en chance for at spille sig til en fortsat plads. Og appellen fortsætter:
»Tvangsnedrykningen er således ikke en logisk sportslig konsekvens af turneringens nedlukning, men derimod en for Appellanten uforudsigelig, arbitrær (beror på en tilfældighed, red.) og ikke mindst yderst bebyrdende afgørelse med stor skadevirkning.«
|