Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 27 - 25. marts 2020
 
Sportschef Jørn Blom Hansen under N'et i zone: Bekymret mine under den seneste kamp uden tilskuere mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold 9. marts. (Foto: Jan F. Stephan).
Bekymret sportschef: Slå dog en streg, så vi kan komme videre! 
- Jeg synes ikke det er en god beslutning for os - eller for håndbolden. Det er lidt vagt, at udskyde en svær beslutning. Slå dog en streg i sandet, så vi kan komme videre.
 
Ordene kommer fra NH's sportschef Jørn Blom Hansen, som er klar i mælet og skuffet over, at bestyrelsen i Divisionsforeningen Håndbold i går besluttede ikke at beslutte noget med denne begrundelse: 
 
- Vi håber stadig rigtig meget, at der kan blive spillet håndbold i den her sæson. Men for nu afventer vi fortsat situationen og myndighedernes retningslinjer, siger direktør Thomas Christensen til TV 2 Sport, og han tilføjer at håbet er, at få spillet grundspillet færdigt og også meget gerne pokalturneringen.
 
Tages op igen om et par uger 
Nordsjælland Håndbold havde håbet på en afklaring på bestyrelsesmødet tirsdag 24. marts, men Divisionsforeningens direktør oplyser, at sagen tages op igen på et møde i begyndelsen af april og han føjer til, at han er opmærksom på, at 30. juni udløber spillernes kontrakter typisk, så skal der spilles, så skal kampene være spillet inden.
 
Dårlig idé uden tilskuere
Thomas Christensen ser ikke noget problem i, at grundspillets 2 sidste kampe spilles uden tilskuere. Men Jørn Blom Hansen synes det er en rigtig dårlig idé at spille de sidste 2 kampe i tomme haller, og han ser i det hele taget ingen mening i at spille grundspillet færdigt, nu hvor spillerne minimum får en måned uden håndbold og så skal kastes ud i 2 afgørende kampe uden ordentlig forberedelse.
 
Sportschefen peger også på, at potentielt kan både Nordsjælland, KIF Kolding og Lemvig-Thyborøn Håndbold lande på sidstepladsen, der betyder nedrykning. Derfor må mindst de 3 klubber have brug for en afklaring - ligesom han sportsligt synes det kan blive nogle underlige kampe med hold uden kamptræning, ingen tilskuere og nogle af modstanderne, som ikke har noget at spille for.
 
Læs TV 2 Sports artikel hér.
Cheftræneren: Uvisheden er det værste
- Uvisheden er stadig dét, der fylder mest hos mig: Og den er nu udskudt i yderligere 2 uger.
 
Cheftræner Simon Dahl er ikke begejstret for, at Divisionsforeningen Håndbold har udskudt beslutningen om, hvad der skal ske med Primo Tours Ligaen. Og uvisheden er næsten det værste:
 
- Jeg vil gerne have en afklaring, så vi kan sætte os ned og forholde os til det, siger han.
 
Det handler både om, hvordan sæsonen 2019-20 skal afsluttes og om den kommende sæson.
 
Håbløse betingelser for de vigtigste kampe
Med Folketingets forbud mod forsamlinger på +10 deltagere og forbuddet med bl.a. sport og brug af træningscentre til og med 13. april vil spillerne minimum have været uden håndboldtræning og ordentlig fysisk træning i en måned. Divisionsforeningen Håndbold har lovet, at der i givet fald bliver 14 dage til træning inden første kamp skal spilles:
 
- Jeg vil gerne have en afklaring, så vi kan sætte os ned og forholde os til det, efterlyser cheftræner Simon Dahl. (Foto: Jan F. Stephan).
- Det tager lang tid at bygge op, men det forsvinder hurtigt. Og vi er afskåret fra alt nu - så 14 dage giver ikke meget. Skal vi i gang igen, så bliver det noget forfærdeligt noget at se på; endda i sæsonens vigtigste kampe. Men jeg håber i det mindste, at vi kommer til at spille med tilskuere - ellers er det håbløst!
 
Hvilket hold har trænerne næste sæson?
At afgørelsen udskydes betyder også ret meget for mange af spillernes fremtid og for trænerstabens planlægning af næste sæson:
 
Mange spilleres kontrakter udløber med udgangen af juni, og rykker Nordsjælland Håndbold ned i 1. division, vil en del af spillernes kontrakter automatisk blive annulleret. Og uvisheden betyder også, at klubberne ikke kan købe nye spillere før situationen er afklaret - så det kan blive kaotisk op til 1. juli!
Kassemesteren: Fokuser på styrkerne
Uvisheden irriterer også kassemester H.P. Dueholm - men han understreger, at likviditeten ser fornuftig ud.
 
- I krisetider skal vi fokusere på vores styrker: Vi arbejder videre med den strategi, vi har for at skabe oplevelser og skaffe flere tilskuere. Vi håber også på forsat god opbakning fra de 3 moderklubber og vores sponsorer. NH Erhvervsnetværk udbygges forsat. Og så arbejder vi videre med det nye tiltag NH-talent.
 
Den halve million kroner hentes senere
Blandt Guldsponsorerne er de 3 kommuner Gribskov, Helsingør og Hillerød og kontrakterne gælder foreløbig til 30. juni næste år. Nordsjælland Håndbold har rundet 100 partnere:
 
- Vi håber naturligvis også, at partnerne fortsat vil prioritere deres midler på håndbold og det netværk og de intense oplevelser, som vi kan levere, siger H.P. Dueholm.
 
Kassemesteren oplyser, at NH også vil søge om dækning for tabte tilskuerindtægter og lønudgifter til truppen - men det umiddelbart største problem er, at KilometerJagten i forbindelse med den publikumstomme kamp mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold 9. marts blev aflyst:
 
- Det betød, at vi mistede en indtægt på forventelig over en halv million kroner. Men vi er i dialog med Royal Stage om at gennemføre den senere på året, så indtægten skal hentes ind - men med forsinkelse, siger H.P. Dueholm.
 
Tripper for at teste ideerne
Kassemesteren peger på de mange initiativer, som allerede var sat i gang. Eksempelvis er der stigende interesse for at være med i NH Erhvervsnetværk og flere tiltag har også betydet, at tilskuertallet er steget.
 
- Vi arbejder videre med at skabe oplevelser, så det er sjovt at gå til håndbold og har en række ideer, vi tripper for at komme til at lancere. Med den nye arena i Royal Stage og ikke mindst faciliteterne har vi også fået mulighed for ting, som ikke kunne lade sig gøre før. 
 
- I krisetider skal vi fokusere på vores styrker, siger kassemester H.P. Dueholm og glæder sig over, at strategien ikke er slået i stykker. (Foto: Jan F. Stephan).
 
Frameld dig dette nyhedsbrev